Er Tolleren en Retriever? 

Tollerens historie.

Denne artikel er skrevet af den svenske tolleropdrætter og jæger Johan Stenebo, og den er oversat og publiceret på mindst 5-6 sprog. 

Er Tolleren en Retriever?

I det herrens år 1653 i den unge franske kronkoloni Acadia, det nuværende Nova Scotia, nedskrev den franske nybygger Nicholas Denys følgende: Vildgæs eller ænder kommer hele tiden nærmere. Når de er rigtig tæt på, bevæger rævene ikke andet end deres haler…Vi træner vores hunde til at gøre det samme, og de får også vildtet til at komme frem…Der åbnes ild mod gæssene og ænderne, når de er inde på skudhold…Samtidig med at der skydes hopper hunden i vandet, og den sendes hele tiden længere ud…
Den henter de nedlagte fugle til jægeren, og sendes så ud igen og igen for at hente alle de nedlagte fugle en efter en.” 

Dette er den første beskrivelse af Tolleren i arbejde. Denne beretning blev skrevet over tohundrede år før nogle af de andre nulevende retrieverracer havde set dagens lys. Historien har gjort Tolleren til en helt særlig hund, en usleben diamant, som skal ses i sine rette jagtlige omgivelser for ikke at blive misforstået. 

Hvad er en retriever?

Hvad afgør om en hunderace anses for at være en af retrieverracerne?
To væsentlige kriterier for at bedømme dette er, at racerne bør have samme genetiske og historiske baggrund, og at de også bør have den samme måde at arbejde på. Opfylder en race begge forudsætninger, eller i hvert fald et af kriterierne, burde den racemæssige tilknytning være rimelig klar. Det som gør Tolleren interessant i denne forbindelse er, at den ikke falder ind under nogle af disse kriterier. 

Baggrund og historien om Retrievere.

For fem af retrieverracerne begynder historien egentlig i 1497 med opdagelsen af Newfoundland og dets enorme rigdomme af fisk. I løbet af mange årtier var Grand Banks i fiskesæsonen meget besøgt af fiskere fra Bretagne, De Britiske Øer, Spanien, Portugal, Nederlandene og Frankrig. Sammen med disse fiskere fulgte deres skibshunde, hunde som havde til opgave at hente fisk og redskaber der var faldet over bord op. Disse hunde var af meget forskellige typer, men havde det til fælles, at de kunne tåle vand og var rolige.
Disse nye hundetyper blev ført til smeltediglen Newfoundland, hvor man over de næste par hundrede år udviklede de såkaldte Newfoundlandshunde. Den mindre type af disse hunde, St. John hundene, havde ry for at være en fremragende apportør. Hunde af St. John typen blev bragt med tilbage til den gamle verden i løbet af 1700- og 1800-tallet med de tilbagevendende skibe. De dannede den genetiske baggrund for udviklingen af nutidens retrieverracer som Labrador Retriever og Flat Coated Retriever. Det var tilladt at krydse de engelske retrieverracer helt op til 1923.
Udviklingen af haglvåbenet gav nye muligheder for denne udvikling af apporterende hunde, samtidig med at godserne begyndte at afholde klapjagter og store andejagter på trækkende ænder og gæs.
De på den tid så almindelige vandspaniels blev gradvist blandet med St. John hunde, for til slut helt at erstatte dem i form af nutidens retrieverracer.
Hos de dygtige engelske herregårdsskytter (Gamekeepers) manglede der ikke noget for at disse hunde fik maksimal mulighed for at udvikle sig. Skytterne sleb disse rå-diamanter af hunde til forfinede brillanter – til sofistikerede apporteringsspecialister. 

Baggrund og historien om Tolleren.

Efter den kynologiske ekspertises mening begyndte Tollerens udvikling på og op langs den middelalderlige nordkyst. Her var overfloden af svømmefugle noget som både almuen og herrefolk udnyttede.

Datidens måde at jage på var mangfoldig: Kastenet, faste net, pusterør, pile, sten, jagtfalke, snarer, gift, fælder – alt dette med hjælp af stødende og lokkende hunde.
På herresæderne foregik jagten oftest på ”decoys” (fuglekøjer), som er faste fangstanordninger placeret omkring mindre søer og damme.
Sådanne steder kunne den årlige fangst tælles i tusindtal. Almuen, den almindelige mand, var henvist til vådområder, moser og enge, hvor jagtudbyttet ikke var så stort som på godserne, men alligevel med tilstrækkelige gode vilkår for udviklingen af såkaldte ”markedsjægere”, som forsørgede sig ved salg af de nedlagte/indfangede svømmefugle. Som lokkehunde anvendtes som oftest forskellige spanielligende hunde. Over en længere årrække udviklede man hundetyper og nye ”racer”, som passede til denne måde at jage på. På De Britiske Øer kaldte man sådanne hunde for Red Decoy Dogs eller Coy Dogs, i Nederlandene blev det til Kooikerhondjen. 

Disse spanielligende hunde fulgte med de franske nybyggere til Acadia, det som vi i dag kender som Nova Scotia, og til dette nye lands overflod af gæs, ænder og andre svømme fugle.
Det var en fattig landsdel, hvor fiskeriet gav den eneste indkomst. Disse lokkehunde blev derfor den vigtigste betingelse for at befolkningen kunne spæde lidt til den daglige kost ved hjælp af jagten for disse fugle, når fiskeriet ikke var på sit højeste. Disse ”lokkehunde” af mere eller mindre ens type levede på disse udsteder i århundrede. Isolationen varede helt frem til starten på det tyvende århundrede, og var kendetegnet ved at befolkningen havde udviklet sit eget sprog, det såkaldte acadian-english, en angloficeret form for fransk. 

Disse simple men fattige mennesker, havde ikke det engelske aristokratis resurser eller viden. En hund var kun noget værd, hvis den kunne skaffe mad på sin ejers bord. At give en uduelig hund mad gik bare ikke. At lave hvalpe på den var utænkeligt. Stambogen var åben, også langt op i dette århundrede. Man holdt sig til en hovedtype, en spaniel som lignede den hollandske Kooikerhondje. Med indblanding af lokalt forekommende Collies, andre spaniels og gårdhunde ændrede den efterhånden type. Sandsynligvis krydsede man også Tollerens forfædre med de tidligere nævnte skibshunde, når skibene anløb Acadia’s havne. 

Snobberi gjorde den lokkende spaniel til en retriever.

Da vi kom ind i det tyvende århundrede, bestod ”racen” af nogle hundrede individer, et antal som mindskedes i takt med at svømmefuglene forsvinder langs Nova Scotia’s kyster og søer. Racen var begrænset til Nova Scotia’s sydspids, og kun et fåtal – og det endda under navnet Little River Duck Dog, ”a dog that retrieves downed waterfowl” (en hund som henter nedlagte svømmefugle), er en nordamerikansk betegnelse for en svømmefuglespecialist, en specialist hvis fornemste opgave var og er at fungere som jagthund på ande- og gåsejagt. 

Oberst Cyril Colwell, bosat i provinshovedstaden Halifax, fik øjnene op for Tolleren i 1930-erne. Han var en noget snobbet herre, som var udstyret med en stor PR-begavelse, men han var helt uden interesse for jagt.
Med stor iver satte han og en kompagnon gang i opdræt af denne kuriøse lille hund. Hunde kunne give ære til provinsen og bidrage til opdrætterens pengepung. Der blev indspillet smalfilm og den Canadiske Kennel Club blev bearbejdet for at de skulle tage racen ind i deres registre. I 1945 lykkedes det så Cyril Colwell at få sine hunde registreret hos den Canadiske Kennel Club under navnet ”Retriever-Nova Scotia Duck Tolling”, en fornem men misvisende måde at navngive racen på, med britisk-engelsk udtryk, med et navn, som skulle beskrive det hunden har været brugt til i femhundrede år, en ”Duck Dog”, en jagthund med svømmefugle som speciale. 

Den uslebne søfuglespecialist.

Tolleren er ikke en egentlig retriever, hverken i generne eller i måden at arbejde på, men en søfuglespecialist, og endda en usleben en af slagsen. Det arbejde som hunden skulle udføre, var vigtigt for Acadia’s befolkning. Dels med tollingjagt, at lokke og apportere svømmefugle, dels som apportør, ved den nu forbudte jagtform over levende lokkefugle, hvor håndtamme, stækkede ænder blev bundet fast til små ankre som skulle hindre dem i at undslippe, disse lokkefugle tiltrak deres vilde artsfæller. Indtil for 30-40 år siden brugte man stadig Tollere på Nova Scotia, dog foregik jagten på denne enkle måde. Efter en begrænset træningsindsats skulle Tolleren lokke andefuglene ind på skudhold, herefter skulle den markere det faldne vildt og til slut hente anskudt vildt først og herefter så det øvrige nedlagte vildt, som det nu passede den. Til dette krævedes selvfølgelig lydige hunde med udpræget stor og stærk samarbejdsvilje, vandpassion, udholdenhed og jagtlyst.
Men det at kræve ro – ”steadiness” – og det at levere til hånden var ingen på ingen måde en selvfølgelighed for datidens jægere. Tolleren opdrættedes heller ikke med det formål at den skulle kunne dirigeres. 

Dirigeringskunsten blev først udviklet efter jordreformen på De Britiske Øer i 1750-erne, som en hjælp til at styre datidens fårehunde, hvilket senere med held blev overført til de engelske retrieverracer, men nåede aldrig til Acadia (Nova Scotia). Naturligvis kan Tolleren lære at blive dirigeret, men den er ikke ligefrem opdrættet til det. 

”Tolleren hører ikke hjemme på retrieverjagtprøver”

Det faktum at Tolleren ikke er en retriever, men en rendyrket søfuglespecialist, burde have en afsmittende effekt på vort opdræt af racen, og på de principper man arbejder med i opdrættet, herunder valg af egnet avlspartner, ”Der er efter min mening ingen grund til, Tolleren skal forsøge at hævde sig mod jagtlabberne på en retrieverprøve” mener den svenske jagtskribent Sten Christoffersson.
Ved siden af sine højt forædlede fætre har Tolleren haft helt tydelige problemer på de svenske retrieverjagtprøver, siden de indledte deres markprøve karriere for 20 år siden. For de ca. 3000 Tollere som findes i Sverige i dag, må man regne med at såvel det årlige antal startende hunde, som det totale antal førstepræmier, skal regnes i promiller.
Mange jagtprøvedommere tvivler på at Tolleren virkelig kommer til sin ret på retrieverjagtprøverne. 

”Tolleren er en præcis lige så god retriever”

At retrieverjagtprøven ikke fungerer som avlsværktøj for Tolleren, samtidig med at antallet af Tollere stiger, bør jo med rimelighed stille raceklubben over for et antal fundamentale problemer. Den åbenlyse risiko er, at jagtegenskaberne bliver yderligere formindsket. Den Svenske Raceklub har stædigt hævdet at ”Tolleren er en præcis lige så god retriever som de andre racer”, og giver en række forklaringer til de mislykkede retrieverprøver, hvoraf nybegyndervanskeligheder sammenfatter det meste.
Under ledelse af jagtprøveprøvedommere og med kompetence fra SSRK’s hovedbestyrelse har man nu udviklet racespecifikke jagtprøver, den såkaldte tollingprøve, som blev officiel i Sverige i 2007. 

En kvart million begrundelser hvert år.

Tolleropdrætteren Mr. John Norris, England, ”decoyman” af profession, mener at ”selvfølgelig kan man bruge Tolleren på fasanklapjagter, men det er på andetrækket den virkelig kan hævde sig”. Han fremhæver Tollerens gode måde at markere på og dens udholdenhed i vandet. ”Hvem har nogensinde hørt om en Toller, som har vandskræk?” spørger John retorisk.
Den Svenske Tollarklubs bestyrelse har længe hævdet at: Eftersom der ikke findes mange andejægere i Sverige som behøver en hund til netop dette formål, skal Tolleren ikke specialiseres. Jagtstatistikken taler derimod et helt andet sprog med hen imod en kvart million gæs, svømme- og dykænder om året i landets vandhuller, søer og langs kysterne (dette skal sammenlignes med 20.000 rådyr eller 50.000 fasaner).
”Vores problem er ikke at der ikke findes hunde nok til al den fuglejagt som forgår i landet”, beretter Hans vom Essen, Svensk Jægerforbund. Med en anskydningsfrekvens på måske 15-20 %, som forventes at stige med forbuddet mod blyhagl, betyder dette 25.000-50.000 skamskudte stykker vildt årligt. Til dette kommer skærpede krav fra lovgivernes side om at have en dygtig apportør til rådighed ved al jagt på søfugle. Antallet af registrerede Spaniels og Retrievere med jagtbaggrund og andre dygtige fuglehunde, dækker kun en del af det store behov for en udpræget søfugleapportør. 

Så selvfølgelig er der begrundelser nok til at lade Tolleren være det den altid har været; en ”Duck Dog”, en usleben diamant, en hund som er født til jagt på ænder og gæs, men samtidig en hund med sin egen indgangsvinkel til retriever- og spanielfamilien og med ret til egne jagtprøver tilrettelagt efter Tollerens brugsmønster. En kvart million begrundelser bestemt. 

Johan Stenebo.

Bearbejdet og oversat af: Finn Lange og Anne Garth-Gruner.

Artiklen er bragt i Tollerbladet nr. 4, 2005.